Claus Bo Larsen: Jeg er ikke noget unikum

Claus Bo Larsen, 42 år, har nået 250 kampe i landets bedste liga og har desuden i en imponerende FIFA-karriere været tæt på alle de store hold. Men han bevarer jord-forbindelsen. Søndag dømmer han sæsonens første New Firm.

Som dreng lagde Claus Bo Larsen hurtigt mærke til, hvor mange venner faderen Leif Larsen trods sit omstridte hverv som fodbolddommer løb sig til rundt om i klubberne, og som aktiv spiller i Odense-klubben OKS var han selv kronisk utilfreds med dommerne. Så det med selv at passe fløjten lå både i generne og erfaringerne fra egen korte karriere.

Allerede som 15-årig debuterede Odense-drengen i 1981 ved at dømme en drengekamp i den lokale Stige Boldklub, og han var så glad for rollen, at han efter 37 minutter af faderen måtte mindes om, at den halve time i halvlegen for længst var gået.

27 år senere har landets højest rangerende dommer indskrevet sig i den eksklusive kreds, der har dømt 250 kampe i den bedste liga. Om det var en kamp på afbud i Horsens eller søndagens New Firm-opgør mellem Brøndby IF og FC København, der markerer jubilæet, afhænger af, om man medregner de sidste minutter af den afbrudte romerlys-kamp på Aalborg Stadion i 1995, som den 42-årige dommer dømte foråret efter.

Selv hænger Claus Bo Larsen sig i øvrigt ikke så meget i jubilæer, og ordet karriereplanlægning fænger ikke rigtigt hos ham.

– Jeg har hele tiden sagt, når jeg er gået ind i en ny sæson, at målet er at rykke op. Så jeg har taget et år ad gangen. Det kræver fantastisk megen lyst til at hjælpe klubberne at være dommer, for jeg betragter det især i de lavere rækker som en hjælp. Der er vel ikke noget mere dødssygt end at stå op kl. 8.45 til en serie 3-kamp uden dommer, siger Claus Bo Larsen til LigaFodbold.dk.

Toppen af europæiske dommere

Det med seriekampe er længe siden. Det var ikke helt sædvanligt, da han som 19-årig dømte i Fynsserien og nogle gange var den yngste på banen, og de næste trin ad karrierestigen blev taget hurtigt. Som 28-årig nåede han superligaen med kampen Næstved IF – Silkeborg IF, og det endda efter et år med et usædvanligt trin ned ad stigen. Året forinden blev han faktisk rykket ned fra 1. til 2. division men skaffede sig derefter med to oprykninger på et år adgang til at dømme de bedste.

I 1996 blev han FIFA-dommer og tilhører nu skaren af 18 dommere i Top Class Referee-kategorien. I de 12 år har han oplevet praktisk taget alt, hvad en topdommer kan begære. VM-kvalifikationskampe, Champions League-opgør mellem nogle af Europas største klubber – tag bare Arsenal FC – AC Milan på Emirates Stadium tidligere på året – VM-turneringen for klubhold i Japan i december i fjor og endog en af de afgørende kampe i den russiske liga, Zenith St. Petersborg og CSKA Moskva, i efteråret. Og så lige en afstikker til Sydamerika for at dømme playoff-kampen mellem Uruguay og Australien. De største stadioner, de største kampe. Ret meget større bliver det ikke.

Universel kommunikation

I UEFA undrer de sig over, at Claus Bo Larsen er sluppet fra de mange prestigeopgør uden at uddele røde kort. Det kan være udtryk for, at han har været for blødsøden, men det er snarere et tegn på, at hans gode kommunikationsevner og smilet har universelle kvaliteter og kan tø de fleste vanskelige situationer op.

– Den gode dommer er ham med de store øjne og små ører, som ikke sætter sig selv i centrum og kun træder til, når det er nødvendigt. Hvis jeg kan mærke, at en kamp går lidt for vildt for sig, kan jeg finde på at kalde spillerne til mig og tage en snak eller flytte bolden en meter ved et frispark for at få det hele til at falde lidt til ro. Nogle gange vil man gøre det for godt og lader spillet køre for længe. Jeg er ikke noget unikum. Hvis jeg har lavet noget skidt, erkender jeg gerne min skyld.

Hvor meget går du op i at have en dommerstil?
– Ikke ret meget. Det er den eneste måde, jeg kan dømme på. Men jeg har det problem, at alle lægger mærke til mig, fordi jeg er den højest rangerende i Danmark, og at jeg i andres øjne skal gøre det korrekte i enhver situation. Derfor er jeg nogle gange nødt til at dømme lidt mere stringent, end jeg bryder mig om.

Ingen popularitetskonkurrence
Hvordan tackler du at tilhøre et udskældt folkefærd?

– Jeg synes ikke, vi er så udskældte. Som regel er det kun, når vi virkelig laver noget skidt, eller medier får forkert fat i dommerkendelser. Vi oplever nogle gange, at trænerne beskytter spillerne og retter søgelyset mod dommeren. Som dommere må vi dog acceptere, at vi ikke deltager i en popularitetskonkurrence, og langt de fleste klubber er gode til at acceptere dommerkendelser. Det er vigtigt at skelne mellem en top- og en bundkamp. En topkamp er langt nemmere at dømme end en kamp, hvor det handler om overlevelse, og nerverne sidder uden på trøjen.

Hvad med det modsatte: Anerkendelsen?
– Det bedste er, at spillerne hilser på mig med et smil og er glade, når jeg kommer til en kamp. Jeg forsøger at behandle alle ens, fra ham i spillertunnelen til direktøren, og bilder mig ikke ind, at jeg er bedre end de fleste. Jeg er måske bare klogere på at få det til at se nemt ud på banen, og det lykkes faktisk for mig at være usynlig i mange kampe.

Findes der svære klubber og spillere at dømme?
– Nej, der findes forskellige måder at tackle dem på.

Når karrieren slutter

Hvordan mærker du de øgede krav med tempo, pres fra tilskuere og voksende økonomi i klubberne?
– Jeg hører nogle gange sindssyge udmeldinger fra klubber og spillere om, at dommerkendelser koster dem mange penge. Jeg kan kun sige, at det ikke er mit problem, for jeg er ikke ansat af klubberne. Men jeg kan sige, at de dommere, der dømmer i eksempelvis CL-kval i denne uge, skal være klar. Ellers kan det gå grueligt galt for klubberne.

Hvordan har du det med, at det er slut om nogle år?
– Jeg har tre år tilbage i SAS Ligaen og to et halvt år i UEFA, og det tager jeg stille og roligt. Vi har så mange gode unge dommere, at det ikke ville være fair at tage en plads op for dem, når jeg er 45 år. Jeg kan mærke, at det hele går langt stærkere end dengang, og jeg træner stort set hver dag for at kunne være med fysisk.

De ekstra penge

Claus Bo Larsen runder også i sin civile karriere et skarpt hjørne senere på året, når han har 20 års jubilæum i transportkoncernen Blue Water Shipping A/S. Her har han med base i Odense-afdelingen ansvaret for klareringsafdelingen – alt det med toldpapirer. Han er efter eget udsagn gift med “jordens rareste kvinde”, Vibeke, med hvem han har børn på 20, 19 og 12 år.

De må også i denne uge undvære farmand, når han dømmer den europæiske Super Cup mellem CL-vinderne Manchester United og Zenith St. Petersborg fredag aften i mondæne Monaco. Den slags kampe går der tre dage med, men i modsætning til tidligere, honoreres Claus Bo Larsen som europæisk topdommer med en forsvarlig hyre: 5000 euro.

Samme lønudvikling har han haft i den hjemlige liga, hvor han ikke fik meget over 700 kr. for debutkampen for 14 år siden og nu honoreres med 8100 kr. Men som han siger til de unge dommere: Lad være med at indregne honoraret i privatøkonomien. Det er rart at tjene lidt ekstra – men lysten skal drive værket. Søndag i Brøndby dømmer han sin superligakamp nr. 250 med fuld spilletid.

Jess Thorup: Claus forstår spillerne

Jess Thorup, mangeårig topspiller i den danske liga og nuværende assistenttræner i Esbjerg fB, roser Claus Bo Larsens faglige evner og attitude på banen.

– Ud over at være en af Danmarks bedste dommere, er Claus helt nede på jorden og forsøger at sætte sig ind i spillernes situation. I stedet for at optræde arrogant og straks tage hånden op til overlommen tager han en fornuftig snak med spillerne, når det koger. Han forklarer kort, hvorfor han har dømt sådan i den givne situation, og så går spillerne oftest tilfredse derfra. Claus er heller ikke typen, der holder sig for sig selv, og han tager gerne en dialog efter kampen om, hvorfor han dømte, som han gjorde.

P